Med CCS via pyrolyse kan der laves en stor og væsentlig klimaforbedring – og ikke kun for landbruget – der findes mange biomasser, der kan anvendes med klimaeffekt, men landbruget er et tydeligt eksempel.

Og det kan blive en del af et nyt forretningsområde for landbruget, og andre med tilgængelige biomasser.

Planter – også i landbruget – får alt deres kulstof fra atmosfæren. De optager kulstoffet i form af CO₂, spalter ilten fra ved fotosyntese og beholder kulstoffet. Alt kulstoffet i planterne fra landbruget kommer altså fra atmosfæren. Og græs er faktisk én af de mest effektive planter til at absorbere CO₂ på grund af det relativt store bladareal. Planteresterne omtales også som biomasse, som både kan være på regulær plante form, eller som de rester af foder fra dyrehold – kaldet gyllefibre, altså ekskrementer fra dyr – det hele er planterester.

Hvis man pløjer overskydende biomasser ned, rådner de, og kulstoffet forbinder sig med ilt og bliver igen til CO₂ og frigives til atmosfæren. Det samme gælder, hvis man brænder det af.

Det sker ikke, hvis vi omdanner noget af overskudsbiomassen til biokul. Biokul er et kulsort pulver produkt, der kan produceres ved at opvarme biomassen til omkring 800 grader i en ilt fri pyrolysereaktor.

Under pyrolyse bliver knapt halvdelen af kulstoffet i biomassen til biokul, mens den resterende del bliver til en gas, der kan afbrændes og blive til varme eller omdannes til andre typer brændstoffer.

Biokul er et materiale, som kun nedbrydes meget langsomt i naturen, og den halvdel af kulstoffet, der bliver til biokul, er dermed effektivt fjernet fra atmosfæren. Biokul indeholder næringsstofferne fra biomassen, typisk kalium og for visse typer biomasse også fosfor. Biokul kan derfor bruges som gødning i landbruget, hvor det kan udbringes med en almindelig gødningsspreder.

Fremstilling af biokul ved pyrolyse er med andre ord en teknologi til fangst og lagring af CO2, hvor det er naturen, der med fotosyntese, står for CO2-fangsten, og hvor landbrugets udbringning på marken lagrer kulstoffet i jorden.

En hektar landbrugsjord giver typisk 3-4 ton halm. Hvis denne halm bliver pyrolysebehandlet, og biokullet bliver tilbageført til jorden, giver det en samlet klimaeffekt på 3-4 ton CO₂, der ikke forrådner, men som er bundet i jorden i adskillige hundrede år. Man har således taget en del plantens CO₂ binding, i form af kulstof, og forhindret det i at blive til CO₂ igen.

Klimaeffekten er dermed tydelig og målbar. Som nævnt indledningsvist betyder det at hvis de ca. 2 mio. ton halm, der nedpløjes i Danmark på årsbasis, bliver pyrolyse behandlet, vil det lave CCS på 1,32 mio. ton CO₂ pr. år i form af biokul. Som klimacertifikater, opgjort til en pris svarende til den påtænkte CO₂ afgift på 750 kr. pr. ton, kan den udgøre en omsætning på knapt 1 mia. kr. – som i dag blot pløjes ned.