Effektiv udnyttelse af biomasser
Med pyrolyse behandler vi restprodukter fra produktion – stort set alle kulstofholdige materialer, der vil kunne brænde, kan pyrolysebehandles – vi kalder dem biomasser. Nogen er mere anvendelige end andre, men restprodukter fra landbrug og fødevarer samt forst- og træindustri er særdeles anvendelige. Og de er til stede i store mængder.
Pyrolyse med energioverskud
Vi producerer overskudsenergi i form af gas. Gasmængden afhænger af biomassens indhold af mineraler og andre ikke kulstofholdige materialer. En given pyrolyseproces kræver opvarmning af en reaktor. Denne opvarmning skal til uanset biomassen, og en biomasse med højt kulstofindhold og lavt mineralindhold, f.eks. halm giver meget gas, og bruger derfor en relativ lille del af gassen til drift – og omvendt med f.eks. hønsemøg.
Biokul - CO2-binding, anvendelse og lagring – CCUS
Pyrolyseprocessen danner biokul. Mængden af biokul hænger sammen med biomassens sammensætning. I biokullet findes også mineraler som kalk og fosfor, som er med til at øge den samlede mængde biokul. Men fælles for alle biomasser – ikke råmaterialer – er, at de efterlader ca. 160-200 kg kulstof pr. ton pyrolyseret biomasse, hvilket svarer til ca. 0,66 ton CO2 pr. ton biomasse – det vi også kalder for CCS – eller CCUS
Biokul - med stor fosfor værdi
Biokul indeholder alle de mineraler, som oprindeligt var i biomassen. Der er kalk – men nok så vigtigt også fosfor, og mineralerne vil være planteoptagelige. Fosfor er en begrænset ressource på verdensplan – og en særdeles vigtig byggesten for levende organismer – derfor også for mennesker. I vores del af verden har vi så meget fosfor, at en stor del af den går til spilde ved overgødskning og udvaskning til havmiljøer. Med pyrolyse kan denne vigtige ressource recirkuleres mere kontrolleret – og flyttes hen hvor der er behov.
Jordforbedring med biokul
Biokul indeholder en stor mængde kulstof. Biokul har den egenskab, at det er meget porøst, og har en stor overflade – spændet går fra 30-2000 m2 pr. gram afhængigt af hvor aktiveret kulstoffet er, men typisk ca. 300 m2 pr. gram. Den store overflade giver relativt meget plads til både vand og mineraler – og kulstoffet holder på begge dele. Det betyder mindre afdampning fra jord der er beriget med biokul, og der sker en mindre udvaskning af f.eks. fosfor.